Caspars finger som kan ses på det ene LO, er fra dengang han kom galt afsted med en hammer og en mejsel. Vi måtte afsted på skadestuen med ham, hvor han så fik en forbinding på. Og hvad siger sygeplejesken - klog som hun er, for vi at vide at nu skal han bare holde hånden i ro. Der overvejede jeg et kort overblik, om hun mon havde børn. Caspar - en dreng på ca. 1½, ved ikke hvordan man forholder sig i ro mere end 30 sekunder af gangen. Så det endte med, at vi konstant måtte prøve at sætte forbindingen på plads. Det gjorde vi så i ca. 2 dage, hvorefter den røg af. Den skal lige siges, at man idag intet kan se på hans finger. Har drengen lært noget af historien. Ikke rigtig - han laver stadig ulykker.
På billedet her virker papiret lidt bart, men det er nu ok i den virkelige verden.
Det er det jeg elsker ved scrapping. De små historier som ofte hører med billederne. Selv når børn kommer i Amalies alder -snart 4, så er der ofte en ide med de billeder jeg tager. Det kan jeg så skrive ned i hendes album og grine af om 25 år, når hun skal giftes.
Amalie elsker at stille op og især små ting som her. Der kan hun så stå og synge, snakke og hygge mens hun stiller frem og rykker rundt.
Farverne og sammensætningen er ikke blevet helt, som jeg ville have det. Men i betragtning af en ikke-kreativ-hjerne er det nu blevet ok.
Reiko
2 kommentarer:
De er da bestemt mere end bare ok. Rigtig søde LO'er. Det første kan jeg godt lide opsætningen og at der ikke er mere på, det er noget jeg er så dårlig til ;o)
Rigtig søde farver du har brugt sammen på det nederste.
Søde LOer du har lavet. Det er bestemt ikke at snyde. Jeg tror, at vi alle låner eller får ideer ved at kigge på andres blogge
Send en kommentar